Spor, rum, sted
6.10. - 30.10. 2022
Stedsans i fotografiet
Præsenteret i samarbejde med Copenhagen Architecture Festival
Et open call og en gruppeudstilling
Bidragsydere: Farshid Nasrabadi & Samaneh Mohseni, Det Midlertidige Museum Nordhavn, Jonas Georg Christensen, Helene Høyer Mikkelsen, Mads Nicolai Mardahl, Vivian Monteiro Malta, Martine Seedorff, Miriam H Nielsen, Mogens Ulderup, Nicholas Pollack, Morten Eriksen, Anja Kuhlbrodt, Martin Ransby, Jeanette Hillig, Søren Rønholt, Ani Zakaryan og Darius Filip
Tilrettelagt af: Mogens Ulderup og Martin Ransby
Stedsans handler ofte om vores evne til at orientere os, finde vej, men også om at sanse og forstå et sted, dets særlige atmosfæriske egenskaber, dets identitet. I klassisk forstand kobles stedsans ofte med en fotografisk hukommelse, eller mangel på samme. Man kan fare vild. Man kan også udsætte sig selv for afdrift; lade sig drive fra sted til sted. Med udstillingen Spor, rum, sted vil vi prøve at undersøge hvad der skaber et sted, og med fotografiet at vise det - eller at genskabe en tilstand fotografen befandt sig i.
Fotografiets evne til at registrere objektivt er ofte fremhævet som et af mediets iboende egenskaber. Her overser mange måske, at registranten, fotografen, ved sine valg, skaber sit eget spejlbillede derude. Fotografen er både vidne og gerningsmand i sit værk. Som fotograf må man være til stede. Måske i længere tid. Den tid det tager at opleve og lægge mærke til et sted, stedet. Kendetegn, koder, fragmenter, skiftende lys og årstider.
Spor, rum, sted handler også om at se på arkitekturen som del af vores nutidslandskab snarere end som monument, og det handler måske også om at tilføre billeder af arkitektur et mere narrativt perspektiv. Traditionelt set er arkitekturfotografi renset for den sidste del af ordet stedsans. Det er en form for fotografi, hvis opgave er klart defineret og bundet af klare konventioner. Med udstillingen Spor, rum, sted kobler vi sanserne, sporene og vores egen tilstand på og skaber nye forbindelser.
————